New York

Klokken meget tidligt lørdag morgen kørte vi mod Københavns Lufthavn hvor jeg skulle være 9:30 og med flyet kl. 12:25. Der stod en fra Explorius i lufthavnen som hjalp os med at finde ud af om vi havde alle de vigtige papirer med, og med at checke ind. Det var lidt for spændende at se kufferten blive checket ind og se hvad vægten blev, den stoppede heldigvis på 22,8 kg, 200 gram fra maksimalvægten. Vi landede i Newark Lufthavn kl. 14:30 lokal tid og så var vi på hotellet ved 17-tiden. Det tog lang tid at komme igennem paskontrollen og derefter finde vores kufferter og samles alle sammen.

Hoptimisten And i Københavns Lufthavn

Hoptimisten har jeg fået af en veninde og jeg fik at vide at den skulle have et navn, så nu hedder den And. And er en slags rejsemaskot og meningen var at få taget en masse billeder i New York med ham og nogle seværdigheder. Hvis jeg ikke når med ind til New York, så må det blive lokale seværdigheder i Missouri, And skal fotograferes med.

Marie

P.S. Newark ligger i staten New Jersey, ikke i staten New York. Så teknisk set har jeg ikke været i New York endnu, men jeg har set det på afstand og det må også tælle lidt.

Missouri, here I come!

I morgen kl. 12:25 flyver jeg fra Kastrup Lufthavn mod New York. Jeg glæder mig helt vildt! Siden onsdag hvor jeg fik familien, har jeg pakket og ordnet papirer. Der er godt nok en del at holde styr på og jeg er bange for at glemme et eller andet vigtigt.
Den amerikanske organisation vil gerne have mig hurtigst muligt i skole og derfor skal jeg rejse videre til Springfield, Missouri allerede på søndag kl. 14. Jeg får 24 timer i New York sammen med de andre på Soft Landing Camp inden jeg skal videre til min værtsfamilie. Det gør mig ikke noget, jeg glæder mig vildt meget til at møde min værtsfamilie og starte i skole, hvilket jeg gør allerede på mandag. Så jeg pakker mit tøj og mine ting og prøver at få det til at veje mindre end 23 kg 😊

Marie

Længe ventet opkald – Værtsfamilie!

Endelig kom det længe ventede opkald fra Explorius, jeg har fået en værtsfamilie!

Jeg skal bo i staten Missouri i en lille by med ca. 2600 indbyggere. Min familie består af Mor, Far, to sønner på 28 og 24, en datter på 14 og 6 kæledyr. Datteren på 14 er den eneste af de tre som stadig bor hjemme og vi skal gå på den samme high school, Blue Eye High School. Familien ser virkelig sød ud og jeg glæder mig vildt meget til at møde dem, det er virkelig rart at have fået en familie og vide hvor jeg skal hen, nu kan jeg endelig svare når folk spørger hvor jeg skal hen i USA.

Marie

Visum og sommerferie på ubestemt tid

I går modtog jeg mit visa og pas med posten, så nu er jeg officielt godkendt og kan tage afsted til USA. Selve interviewet på den Amerikanske Ambassade gik meget lettere end jeg havde forventet. Jeg havde forventet noget i stil med et 20 min. interview alene med en amerikaner, men det tog ikke mere end 5 min. at snakke med amerikaneren og han ville kun vide hvor jeg skulle hen, og hvem der betalte. Til det kunne jeg så svare, at det ved jeg ikke endnu, og at mine forældre betaler. Jeg afleverede nogle papirer og mit pas til en dansk kvinde og fik at vide, at det ville komme tilbage med posten i løbet af 5 dage, det gjorde det så.

Så nu er jeg helt klar til at tage afsted. Bortset fra at jeg mangler en familie at tage hen til. Det er begyndt at blive svært at være tålmodig, men der er jo ikke noget andet at gøre end at vente. Jeg har mange gange haft lyst til at skrive til dem fra Explorius, men det er lidt synd når de ikke kan gøre noget for at jeg får en familie hurtigere, og de så modtager et par emails om dagen, fra mig der bare gerne vil have en familie.

Jeg har bestemt mig til at vente så tålmodigt som muligt, den amerikanske organisation har til d. 31. august og der er jo ikke så lang tid til. Det sværeste er, at om en uge starter skolen, gymnasiet og efterskolerne, og jeg sidder her og har ikke nogen skole.

Marie