Vejen indtil nu

Det hele startede med, at jeg hørte om min fars år i USA, da han gik i 8. klasse. Siden da har jeg vidst, at det var det, jeg ville.

Mine forældre var hurtigt med på ideen, vi har familie i midtvesten, i Iowa, og har besøgt dem 3 gange. Beslutningen var ikke svær at tage, for jeg elsker USA. Det betyder ikke at jeg ikke har tvivlet. De fleste af mine veninder tager på efterskole, og da jeg var til en forestilling på min venindes efterskole blev jeg godt nok i tvivl. Efterskoleeleverne så ud til at have den fedeste oplevelse på scenen og værelserne var så hyggelige. Det ville jeg vildt gerne have prøvet. Det er uden tvivl et fantastisk år på efterskole, men jeg er sikker på, at jeg også får et fantastisk år i USA.

Nu efter sommerferien tager jeg til USA. Jeg rejser med den danske organisation Explorius og den amerikanske partnerorganisation AYUSA.

Vi kom lidt sent i gang med ansøgningen. Vi startede først i februar, og den skal godkendes inden 1.april. Det var en lang ansøgning med lægepapirer, essays hvor man skulle skrive om sig selv, og afkrydsninger om hvilken slags person man er. Det er heldigvis ikke så svært, for man får en brugsvejledning af Explorius, hvor det trin for trin er forklaret, hvad man skal. Det der tog længst tid, var lægepapirerne, fordi det er ens læge som skal udfylde dem.

Da ansøgningen var færdig, blev den godkendt af Explorius, og så blev den lagt ud på AYUSA’s hjemmeside. Nu venter jeg bare på, at en værtsfamilie vælger mig. Jeg glæder mig helt vildt til at finde ud af, hvor jeg skal bo, og hvilken familie som har valgt mig.

Marie